Ungdomsskolen
Præsentation
Ungdomsskolen består af en masse ungdomskurser, aktiviteter og ungdomsklubber. Ungdomsskolen er en "virksomhed" der konstant er i bevægelse. Vi plejer at sige: "Vi kan meget og vi vil meget..."
Ungdomsskolen i Thisted skal være:
- Altid de unges Ungdomsskole. Ungdomsskolen forsøger altid at tage udgangspunkt i de unges behov og synspunkter. I Ungdomssolen møder alle hinanden i øjenhøjde.
- Altid innovativ. Ungdomsskolen forsøger altid at understøtte en eksperimenterende, skabende og kreativ vinkel til fag og projekter, som der arbejdes med.
- Altid inkluderende. Ungdomsskolen vil være for et tilbud for alle unge i Thisted Kommune.
- Altid samarbejdende. Ungdomsskolen bestræber sig på at være en aktiv medspiller i alle de netværk vi kan være med i.
Pædagogisk profil
Åben skole er heldigvis ikke nyt for os. Ungdomsskolen har i mange år haft partnerskaber med folkeskoler, foreninger og en række forskellige organisationer - både private og kommunale.
Vores styrke er, at vi tilbyder sjov, meningsfulde og inspirerende events/læringssituationer i autentiske læringsmiljøer - ofte med seje rollemodeller og fagpersoner som lærere. De lidt uvante rammer og anderledes undervisere skaber en anderledes og mere motiverende tilgang til læring.
Der skal være meget gejst, lyst og glæde i de aktiviteter, som Ungdomsskolen er tovholder for. Det betyder også, at vi ikke laver hvad som helst. De almindelige skolefag og den traditionelle undervisning lader vi folkeskolerne om - det mestrer de meget bedre end vi kan.
Vi udbyder nogle ting, som vi har afprøvet og har erfaring med fungerer. Dem kan man læse om her på RUM. Ungdomsskolen er også gerne med til at udvikle fagområder og events i samarbejde med skoler og foreninger.